Jyske Vestkysten – Fredag 13. april 2018 (side 2+3)
april 13, 2018
startHER events / indsats sætter skub i unges iværksætterdrømme
april 23, 2018

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Iværksætterprojektet startHER holdt forleden to dages camp, hvor unge skulle optimere deres ideer. Cathrine Werthwein Andersen gik på scenen med et oplæg, der fastslog, at iværksætteri godt kan lykkes. 

Hun er 30 år, og allerede en succesfuld erhvervskvinde i USA. Og så er hun født og opvokset i Danmark – nærmere betegnet Haderslev. Cathrine Wertwein Andersen har succes i San Francisco med egne firmaer og investeringer i andres nye firmaer. For godt ti år siden gik hun på Handelsskolen i Haderslev, hvor hun gennem skolens Young Enterprise blev motiveret til iværksætteri.

Realiser din drøm
Netop det var hun kommet til Haderslev for at fortælle andre unge om: At ens drømme og ideer godt kan blive til virkelighed, hvis man tror ihærdigt nok. Anledningen var startHERs optimizecamp, hvor unge skulle prøve deres idéer af og udvikle videre på dem. StartHER er et projekt i Haderslev, der skal give unge lysten til at starte op for sig selv – og projektet holder i løbet af året flere events på skolerne i Haderslev – events der skal inspirere og motivere de unge til at komme i gang.

– Cathrine er et levende eksempel på, at iværksætteri kan lade sig gøre, hvis man arbejder ihærdigt nok, og er stædig nok til at blive ved med at kæmpe for sin idé. Det er den iværksætterånd vi gerne vil være med til at understøtte og inspirere til i startHER. Og at Cathrine så netop kommer fra Haderslev Kommune kan vi jo kun være stolte af, siger Morten Riis, som er programleder på startHER.

Virkeligheden ind i klasselokalet
VUC Syd lagde hus til Optimizecampen. Konstitueret direktør på VUC Syd Vinnie Lerche fortæller, at det for dem handler om at introducere eleverne for innovation og iværksætteri, og at Optimizecamp er en oplagt mulighed for at gøre det på en spændende måde:  

-Vi gør meget ud af at få virkeligheden ind i undervisningen og komme ud af klasselokalet. Vi har decideret en hf-linje, FlowFactory, som arbejder strategisk og kontinuerligt med iværksætteri og innovation i undervisningen. Derfor er det også helt oplagt, at vores elever deltager med deres projekter på fx Optimizecamp, siger Vinnie Lerche.

Cathrine Wertwein Andersen fortalte sin egen historie – fra hun startede på Handelsskolen til hendes arbejde i Silicon Valley i dag. Hun lagde ikke skjul på, at der undervejs både havde været op- og nedture. Hun gav de unge en række råd: Gør det andre ikke tænker på. Gør noget vildt. Vær ikke bange for at se dum ud. Test dine ideer af. Det du tror om din ide lige nu, er sikkert ikke rigtigt. Lyt til brugerne og vær klar til altid at omstille dig.

-Det er mega hårdt, men det er sjovere end et almindeligt arbejde – og det er muligt, var Cathrines afsluttende ord.

Næste step
Næste event i startHER er ”Kom godt i gang” 26. april, hvor 20 udvalgte iværksættervirksomheder præsenterer deres idé for et professionelt netværk af mentorer og investorer. Målet er at finde 3 iværksættervirksomheder, der har udviklet deres idé eller produkt og har potentialet til at modtage en vækstinvestering fra investeringsselskabet Heltemod & Hjerteblod.

Fakta om startHER
Dig og din idé er opfostret af startHER.

Formålet er at motivere og begejstre børn og unge, udvikle deres kompetencer og færdigheder inden for innovation og iværksætteri.

startHER er et samarbejde mellem Haderslev Erhvervsråd, Haderslev Kommune, investeringsselskabet Heltemod og Hjerteblod og alle Haderslev kommunes skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.  

Optimizecampen fandt sted på VUC Syd torsdag og fredag 12.-13. april. Campen var en opfølgning på eventen Dig og din idé, der foregik på Haderslev Handelsskole 20. marts, hvor eleverne prøvede deres idéer af for første gang.

Yderligere oplysninger:
Morten Riis, programleder startHER, mail: morten@her.dk, mobil 2162 6452

BOOK